Så er det nu. Der er ikke tid til at påtage sig offerrollen og begynde at planlægge nedlægningen af sit CVR-nummer, hvis du befinder dig i en truet branche. Det er nu du skal steppe op. Børst selvmedlidenheden af dine skuldre og sig til dig selv: Jeg nægter at give op uden kamp!
Det er nu din kreativitet og omstillingsparathed skal på overarbejde, hvis du skal stå på dine ben efter den her krise.
Din redningsplan ligger lige foran dig: Internettet! Ja, vores verden er hærget af en virus, men for en gangs skyld er det ikke en, der smitter din computer (Morbid joke – jeg beklager). Vores smartphones har i forvejen isoleret os fra at være fysisk tilstede – det er din virksomheds held i denne krise, at vi som forbrugere er enormt digitale.
Hvad er situationen blandt forbrugerne og hvordan påvirker det din omsætning?
Landets webshops har kronede dage. Se bare Nemlig.com torsdag d. 12. marts:
Landet er rykket indendørs. Det betyder, at vi har god tid til at forholde os til os selv, vores omgivelser og vores behov.
Måltiderne skal stadig indtages. Tagrenderne skal rengøres. Parforholdet skal plejes (eller overleves). Træningen skal gennemføres hjemme på stuegulvet. Ungerne skal have undervisning. Vores feed på Instagram og Facebook skal scrolles igennem utallige gange. Alt imens vi går på arbejde fra vores nyetablerede hjemmekontorer.
Vores behov bliver ikke mindre af, at vi nu sidder hver for sig. Men hvad der kan gøres fra en computer, vil blive gjort fra en computer.
Derfor kan denne alvorlige situation også være en stor mulighed for din virksomhed, hvis du formår at tilpasse dig den ændrede adfærd. Bare fordi du ikke har en webshop betyder det ikke, at du skal vinke farvel til din omsætning.
Til dig med en virksomhed der allerede har en online tilstedeværelse og en digital strategi: Fortsæt med det. Du er et kvantespring foran de virksomheder, der i forvejen halter bagud med deres digitale strategi.
Til dig med en virksomhed der ikke har en digital strategi endnu: Kom i gang nu! Det har altid været en investering i din virksomheds fremtid. Nu er det en investering i din virksomheds overlevelse.
Jeg kommer med inspiration til, hvordan du kan gøre dette senere i blogindlægget.
Seneste dages iagttagelser fra vores arbejde med små virksomheder
I GenieWords har vi de sidste par dage siddet på første parket til at opleve, hvordan landets mindste virksomheder tilpasser sig den nye situation, når det kommer til at markedsføre sig online.
Annoncering på Facebook er blevet 20-30% billigere. Udviklingen skyldes en blanding af:
- Vi er mere online, fordi hvad skulle vi ellers lave?
- Mindre konkurrence om annoncepladserne fordi de største annoncører, i brancher der er hårdt ramt af krisen, har skruet ned eller helt slukket for deres annoncering.
Webshops skruer op for deres annoncebudgetter for at nå ud til flere potentielle kunder.
Restauranter tilbyder takeaway.
Konsulenter, behandlere og terapeuter går fra at møde deres klienter ansigt til ansigt til nu at yde den samme service online.
Yoga-instruktører, personlige trænere, fitnesscentre tilbyder træning online.
Du kan gøre det samme. Her er eksempler på hvordan du gør det:
Fra fysisk konsultation til online videomøder
For konsulenter, der ikke er afhængige af fysiske møder, er der ét åbenlyst svar: Videomøder. Google Hangouts er et gratis og nemt værktøj til at møde dine kunder online.
Er du terapeut, og har du allerede booket konsultationer i din kalender? Tilbyd dine klienter at I gennemfører mødet virtuelt eller telefonisk. Tilbyd dem 10% i rabat hvis du er nervøs for, at de aflyser helt.
Terapeut Booking er landets største bookingsystem til selvstændige behandlere. De har netop lanceret videomøder i deres system – og det er gratis at bruge. Det betyder, at du med få klik kan møde dine klienter sikkert online. På få timer efter Terapeut Booking lancerede funktionen havde 200 danske klinikker installeret app’en med videomøder, og er allerede godt i gang med at bruge det. Her er et opslag fra deres Facebookside tirsdag d. 17. marts:
Har du allerede et bookingsystem, du er glad for, så kan du stadig bruge videomøder som terapeut. Google Hangouts er nemt og gratis at bruge. Du inviterer din klient til Google Hangouts med klientens mail, og så modtager din klient et link til videomødet på mail. Så er du i gang.
Personlig træning online
Er du personlig træner eller yoga-instruktør? Overvej hvordan dine klienter kan fortsætte træningen derhjemme, og stadig få gode resultater. Det er lykkedes for platformen Nordic Hiit, der tilbyder konditionstræning, styrketræning, yoga- og løbetræning online.
Jeg ved det – du har ikke tid til at bygge en app. Men derfor kan du stadig komme i gang med at tilbyde online træning hurtigt. YouTube og Facebook er to gode løsninger til at livestreame. På YouTube kan du nemt planlægge livestreams, hvis du vil streame til flere mennesker på samme tid.
Fra reservation til takeaway
Hvis du ejer en restaurant eller en café, så er der ingen tvivl om, at din omsætning bløder lige nu. Mens regeringen gør alt hvad de kan, for at holde hånden under branchen med økonomisk hjælp, så er der stadig noget du kan gøre.
Når vi kigger på udviklingen inden for søgninger på takeaway, så har tendensen været stigende siden d. 11. marts:
Hvis du gerne vil i gang med at tilbyde takeaway, så hjælper booking-systemet Superb i øjeblikket restauranter med dette gratis – og de har dansk support.
Sådan kommunikerer du, at du tilbyder din service online
Hjemmeside
Både nye og eksisterende kunder bruger din hjemmeside. Opdater din hjemmeside til at informere om, at du tilbyder din service online. Eftersom dette er en væsentlig information det næste lange stykke tid, så bring det op i den øverste bjælke på dit website.
Husk at opdatere din prisside, hvis du tilbyder et godt tilbud på online service.
Hvis du ikke allerede har en hjemmeside, så skal du i gang. Din hjemmeside kan blive din bedste sælger.
Nyhedsbreve & sociale medier
Du ejer dit nyhedsbrev. Det betyder, at du med sikkerhed ved, at dine nyhedsbreve når ud til alle, der er tilmeldt. Det er desværre ikke samme historie, når det kommer til sociale medier. Ikke desto mindre, skal du aktivere alle dine kanaler til at informere om, hvorledes du tilbyder din service online.
Google Ads
Efterspørgslen efter din service er derude. Den kommer til udtryk på Google. Med Google Ads kan du komme frem øverst på Google, når nogen søger efter det, du sælger.
Hvis du allerede annoncerer med Google Ads: Opdater dine annoncer, så dine nye kunder allerede i søgeresultaterne kan se, at du tilbyder sin service online. Det kan du gøre på to måder:
- Opdater dine annoncetekster
- Tilføj infoudvidelser
Det kunne se sådan her ud:
Hvis du ikke annoncerer med Google Ads: Du kan komme i gang på få minutter (hvis du er teknisk vant) eller på få timer (hvis du er nybegynder). Vi tilbyder gratis webinarer, hvor du lærer at komme i gang med Google Ads:
- Webinar: Kom i gang med Google Ads-annoncering
- Webinar: Opskriften på en simpel søgekampagne med Google Ads, der giver kunder
Har du brug for sparring ift. din digitale strategi?
Bliv ringet op af en af vores konsulenter. Vi hjælper hundredvis af små virksomheder hver eneste dag – også med at tilpasse sig denne ekstraordinære situation med en digital strategi.
Pas på jer selv og hinanden!
Louise M Ø Nielsen
Hej! Jeg hedder Louise M. Ø. Nielsen og jeg er medstifter af GenieWords.
Jeg står for strategi, udvikling og partnerskaber sammen med vores fantastiske team. Før GenieWords har jeg arbejdet med digitalisering af små virksomheder i seks år hos IVÆKST og Google Succes Online.
Jeg elsker små virksomheder, og min mission med GenieWords er at gøre online markedsføring nemt og sjovt for alle - uden at det skal koste en bondegård.