“Der kan være meget kreativitet forbundet med frygt”. Sådan sagde OL-guldvinder Eskild Ebbesen i Dansk Iværksætter Forenings Livestream COMEBACK – Boost with Facebook, da der blev delt rundhåndet ud af kriseråd og motiverende peptalks fra bl.a. Martin Thorborg og Christian Arnstedt.

Livestreamen blev afholdt mandag d. 30. marts. Størstedelen af landets små virksomheder havde på daværende tidspunkt dealet med en styrtdykkende omsætning i to uger. Stemningen var blandet – et mix af panik og en uigennemtrængelig vilje til at holde sin forretning på benene. Der var, og er stadig, brug for at landets virksomheder tænker fuldstændig anderledes, for at komme ud af krisen med skindet på næsen.

Martin Thorborg var med i livestreamen. Han råder alle til at kigge på hvilke faste omkostninger, man kan skære ned på, samt at se på hvilke nye initiativer der kan være med til at fremtidssikre sin forretning. Som han sagde: “Alt hvad du plejer – væk med det. Nu er du tvunget til at tænke alt igennem og tænke nyt og kreativt”.

Det vi har været vidne til siden lockdown d. 11. marts er uden tvivl en katastrofe i dansk erhvervsliv – og i hele verden. Livsværk vakler og drømme slukkes. Men kigger vi på kreativiteten, så er der virkelig nogen der formår at vende modvind til medvind.

Det er dén kreativitet vi skal dykke ned i i dette blogindlæg. Hvis disse mennesker havde et soundtrack – så skulle det være dette her. Mit ønske er, at disse historier skal være med til at puste til din fighter ånd.

Ticketbutler.io & Event Online

Oplevelsesbranchen bløder. Ifølge Dansk Erhverv har branchen i gennemsnit mistet 81% af deres omsætning pga. Coronakrisen. Den første case er et eksempel på en virksomhed, der har pivoteret deres forretning på under 8 dage.

Ticketbutler er et startup, som leverer tekniske løsninger til event-arrangører. På bare én uge tabte de 90% af deres omsætning, som følge af forbuddet mod større forsamlinger. Men under et dystert krisemøde opstod der en ny lysende idé – Event Online.

Med Event Online kan man tilmelde sig online events der livestreames, så man kan deltage aktivt hjemmefra. Konceptet for Event Online er simpelt: Inden eventens start får gæsten leveret en pakke til sin hoveddør. Med pakkens indhold kan du aktivt deltage i eventet mens facilitatoren streames live. Du kan f.eks. købe billetter til en robot-workshop, en workshop med Flying Superkids, en kaffesmagning, hvor du bl.a. møder kaffebonden i Nicaragua, og du kan bage brød med Gorm fra Gorms pizza.

Cramers Studie – Hold- og personlig træning

I midten af København ligger der et træningsstudie, der drives af to ildsjæle. I Cramers Studie tilbyder de teamtræning, personlig træning og mor/barn træning. Fra en dag til en anden måtte de lukke studiet ned og vinke farvel til omsætning og vækst på ubestemt tid.

Men hvad gør man, når ens loyale medlemmer stadig har brug for at holde Corona-kiloen for døren? Man træner dem alligevel – hjemmefra! Hvor man som medlem før havde muligheden for at gemme sig nede i bagerst i træningslokalet, er der nu fuldt fokus på hvert eneste medlem, mens de sveder sig igennem dagens workout.

Marie Louise Cramer udtaler:

“Til daglig driver jeg Cramers Studie med min mand – et træningsstudie beliggende på Esplanaden i København. Regeringen valgte at lukke vores virksomhed fra den ene dag til den anden, hvilket har tvunget os til at tænke kreativt og i nye baner.

Vores virksomhed blev lukket, og alle ansatte blev sendt hjem med løn. Velvidende at vi ikke haft haft nogen anelse om, hvornår vores træningsstudie kan åbne igen, valgte vi at tilbyde gratis virtuel træning til vores medlemmer. Vi har både kørt virtuelle træninger med vores Teamtræning-, mor/barn- og gravidhold.

Jeg er absolut ikke fan af virtuel og dermed distanceret træning, men det fungerede under omstændighederne rigtig godt. Vores medlemmer har tilmed været meget optimistiske omkring træningen. Det er naturligvis svært at opnå den samme ‘teamspirit’, som vi har i Studiet, men det har fungeret overraskende godt. Medlemmerne har fået bevæget sig – og vi har ‘set’ hinanden via video træningssessionerne.

Idet øjeblik vi fik grønt lys fra myndighederne for at køre udendørstræning, valgte vi at fokusere på dette. Min mand og jeg kører i denne periode udendørstræning for vores medlemmer, og den virtuelle træning er dermed sat på pause.

Jeg har dog fået et helt nyt syn på den virtuelle verden og de muligheder, de giver. Jeg arbejder pt på nogle koncepter, som jeg håber at kunne præsentere indenfor nærmeste periode.”

Her er et screenshot fra Marie Louise Cramers Instagram story:

Britt Ziwes – Yoga

Vi bliver i workout-genren. For Britt Ziwes har grebet træningsmulighederne anderledes an, hvilket har fordoblet hendes omsætning siden lockdown lukkede alle Britts vanlige aktiviteter ned. Britt er yogalærer, yogaterapeut og indehaver af Prana-Yoga, Senior-Yoga og Kontor-Yoga.

I Facebookgruppen Yoga Live streamer Britt yoga-sessioner gratis for hendes eksisterende kundebase og andre interesserede. Hun har fået god vind i sejlene, og har samlet over 2.000 medlemmer i gruppen – medlemmer, som nu kender hendes navn og yoga-stil. Derudover har hun udviklet Prana-Yoga Online, hvor man for et lille beløb kan få adgang til hendes yoga-videoer i en sammenklippet version.

Britt fortæller: “Jeg er selv overrasket over, hvor godt det er gået. Jeg havde allerede inden covid-19 taget tilløb til at skulle lave noget online, men at det skulle være engang efter sommerferien, når jeg havde haft tid til at forberede materiale og redigere nogle flotte videoer. I stedet bliver jeg pga krisen nødt til at skulle tænke hurtigt. Jeg gad i hvert fald ikke at sidde på mine hænder og vente på en hjælpepakke. Så jeg begyndte at gå live på Facebook, hvor jeg underviste folk i yoga hjemme i deres stuer. Det må man sige er blevet taget pænt imod. Jeg har fordoblet min omsætning under coronakrisen – uden at forlade mit hjem og med min lille søn hjemme. Det synes jeg er ret fantastisk. Nød lærer nøgen kvinde at spinde. Indlæringskurven ift teknik har været super stejl, og selvfølgelig er det grænseoverskridende at se sig selv på video og så endda live, hvor intet kan redigeres væk, men jeg har indset, at hvis jeg skal ud til et større publikum, så er jeg nødt til at være synlig. Jeg er i hvert fald ikke færdig med online yoga.”

Borg Fysioterapi

Landets terapeuter kæmper en hård kamp. Især dem som yder en service, der normalt kræver fysisk berøring. Borg Fysioterapi har fundet en vej til at opretholde deres kundetilgang på en række serviceområder. Når man booker en tid online, får man et Zoom-link, man betaler med MobilePay, og så er man i gang. De kører bl.a. Ugentlige fællestræninger for ryg- og skulderhold.

Vault of Spirits – Virtuel vinsmagning

Benedikte har en webshop hvor hun sælger spiritus. Pga. Corona-karantænen er hun begyndt at afholde virtuelle smagninger. Motivationen for at starte de virtuelle smagninger var, at holde forretningen kørende. Ligesom mange andre, oplevede Benedikte et drastisk dalende salg, da lockdown trådte i kraft. Efter de virtuelle smagninger er ordrerne væltet ind. Til den første smagning solgte de 285 smagekasser. Som Benedikte siger: “Man skal ikke være bange for at handle på de skæve og skøre tanker, især ikke i disse tider, fordi folk er klar på at prøve noget nyt, fordi der skal ske noget.”

Se videoen med Benediktes historie her:

Musikundervisning.dk

Det er nemt at få lockdown-stress, når arbejdet skal passes, mens børnene løber rundt i ren kedsomhed. En times pause fra sit afkom er pludselig i høj kurs. Det ved musikundervisning.dk heldigvis. De tilbyder normalt 1:1 musikundervisning i fysiske rammer, men har under Corona-krisen fundet en ny måde at køre undervisningen videre på – online selvfølgelig. Det er ikke nødvendigvis en forringelse af undervisningen, men en ny måde at give en god oplevelse på. Forestil dig, at din underviser kan vise dig YouTube-klip af fede guitar-riffs til at motivere dig til at øve, øve, øve, selv efter undervisningen er overstået.

Her er et screenshot fra sådan en type undervisning:

Nohrlund – Virtuel fredagsbar kit til medarbejderne

Det kan være en gave for nogen at arbejde hjemmefra, mens andre kæmper med at holde energien og motivationen oppe. Fællesskabsfølelsen med vores kollegaer kan være svær at mærke, når vores smalltalk ved kaffeautomaten er suspenderet på ubestemt tid. Fredagsbaren har til gengæld fundet sin vej gennem Coronakrisen – den er selvfølgelig blevet virtuel.

Det er en tendens, som cocktail-virksomheden Nohrlund har brugt til deres nye koncept: Den virtuelle fredagsbar, med muligheden for at bestille cocktailpakker til de virtuelle fredagsbarer, som sendes direkte til medarbejdernes hjemmekontorer, men en lille personlig hilsen.

 

Nu er spørgsmålet hvordan du kan tænke kreativt i din forretning.

Tag udgangspunkt i din kundeoplevelse: Hvad efterspørger kunderne? Hvordan interagerer de med din virksomhed normalt? Hvordan kan du gøre det digitalt?

Del gerne hvis du har andre eksempler på kreative forretningsmæssige påfund under Coronakrisen.