“It’s now free to sell on Google”. Sådan lyder overskriften på Googles indlæg på deres blog d. 21. april 2020. GRATIS Google Shopping.
Allerede fra næste uge åbner Google op for, at Google Shopping indeholder gratis resultater. Ja, den er god nok. Du kommer til også at kunne få gratis eksponering af dine produkter i Google Shopping, ligesom du allerede kender det fra organiske søgeresultater.
Da mange virksomheder allerede har en masse produkter, som ikke købes i fysiske butikker i øjeblikket pga. Coronakrisen, åbner Google op for nye muligheder i Google Shopping. Det betyder, at resultaterne i Google Shopping fremover vil blive en blanding af betalte annoncer, som det er nu, og gratis eksponeringer – Faktisk præcis sådan som Google Shopping startede i sin tid.
Hvad skal jeg gøre, hvis jeg annoncerer nu?
Hvis du allerede annoncerer og bruger annoncekroner på Google Shopping, kan du begynde at forberede dig nu. Gratis Google Shopping lyder jo ikke så tosset, så her er mine anbefalinger til, hvordan du bedst forbereder dig:
1. Udfyld alle informationer
Google bruger en mange forskellige informationer til at kunne indeksere dine produkter. Jo mere information du kan give Google om dine produkter, jo bedre vilkår har Google, for at hjælpe dig. Du giver Google disse informationer via dit feed, som indeholder produktdata.
Et af de felter jeg oftest ser at annoncører mangler at udfylde er GTIN-numre (Global Trade Item Numbers) og korrekte produktkategorier. Hvis du vil vise dine produkter til de rette personer, på det rette tidspunkt, er det vigtigt at du har styr på det.
2. Aktiver Googles platforme (Surfaces across Google)
Inde i dit Google Merchant Center kan du aktivere Googles platforme. På nuværende tidspunkt er det som nævnt kun tilgængeligt i andre lande – og altså ikke i Danmark. Men hvis du udfylder alle felterne derinde, så er du klar når det kommer til Danmark.
Du finder og aktiverer det inde i dit Google Merchant Center – her skal du føre musen ud i venstre side og trykke på følgende:
1. “Growth” / “Vækst”
2. “Manage programs” / “Administrer programmer”
3. “GET STARTED” ud for Surfaces across Google” / “Googles platforme”.
3. Optimér dine tekster i din webshop
Du har allerede titler og beskrivelser på dine produkter i din webshop. Men er det virkelig de mest optimale titler og beskrivelser?
Lad os tage et eksempel: Hvis du sælger unikke hjemmelavede smykker eller malerier, har du måske produkttitler i retning af “Green Leaves”. Titler og beskrivelser hjælper Google med at indeksere dine produkter. Men hvis Google ikke kan tyde hvad din webshop sælger, hvordan skal Google så vide om “Green Leaves” er et maleri, et smykke eller noget helt tredje?
Mange webshopejere har brugt en massse energi på at skrive gode beskrivelser til deres produkter – det er godt! Men produktbeskrivelsen er ikke nødvendigvis inkluderet i deres feed, som Google bruger til annonceringen. Jeg vil anbefale at du tjekker op på, om du har inkluderet beskrivelsen i dit feed. Beskrivelsen kommer nemlig frem i Google Shopping-fanen, når dine produkter vises på Google – derfor er det rigtig vigtigt, at dine produktbeskrivelser er inkluderet i dit feed.
4. Fortsæt din annoncering
Da det stadig ikke vides præcis hvilken betydning de gratis eksponeringer i Google Shopping får, eller hvordan det præcist kommer til at se ud, vil jeg anbefale dig at køre på med Google Shopping-annonceringen. Google nævner ikke, at annoncerne bliver fjernet – og det er også højst usandsynligt, at det skulle ske, eftersom det er en stor del af Googles egen omsætning.
Hvad skal jeg gøre, hvis ikke jeg annoncerer?
Hvis du ikke annoncerer med Google Shopping nu, men har en webshop, vil jeg anbefale dig, at oprette et Merchant Center. I dit Google Merchant Center kan du uploade dit produktfeed, som sender billeder og informationer om dine produkter til Google. Så kan du nå at blive klar til når Google Shopping bliver gratis i Danmark.
Begynd allerede nu at undersøge om din webshop-udbyder kan hjælpe dig med et feed, som du skal bruge til Google Merchant Center.
Du bør også overveje om du skal i gang med at annoncere på Google Shopping. Rigtig mange webshops får markant bedre resultater med Google Shopping kontra de “traditionelle” søgekampagner i Google Ads. Typisk ser vi, at de søgekampagner der ikke tidligere har været rentable, bliver en guldmine med den rette opsætning i Google Shopping.
Men hvad så nu?
Hvornår det kommer til Danmark? Hvordan er fordelinger af betalte vs. gratis resultater i Google Shopping? Behøver jeg så ikke at annoncere? Bliver annonceringen så dyrere?
Der er mange gode spørgsmål, hvor vi endnu kun kan gætte på svarene. Det er stadig meget tidligt i forløbet og alt kan nå at ændre sig markant. Personligt tror jeg, at vi skal væbne os med lidt tålmodighed og se hvordan det arter sig i de lande, hvor de gratis eksponeringer rulles ud først. Google får store dele af deres omsætning fra annoncerne, så jeg tror ikke, at vi får alt foræret.
Alt i alt tror jeg på, at du som annoncør får endnu bedre resultater med annonceringen. De potentielle kunder der blot browser rundt, bliver fremover måske ikke længere eksponeret for dine annoncer og du kan altså bruge dit markedsføringsbudget bedre.
Hos GenieWords følger vi udviklingen tæt, så vores kunder er klar til at drage nytte af de gratis placeringer.